Granada

Den 8. januar 2019

Så er gæsteflaget skiftet ud med flaget for Granada.

Vi har nu lagt anker i Tyrrel Bay på, hvor der ligger omkring 100 andre både, og vi nyder den flotte solnedgang.

  

Et blik fra stranden ud i bugten hvor vi ligger for anker.

  

Vi fik øje på indkøbsvognen på væggen af huset, da vi sejlede i gummibåden, og dette skulle undersøges. Det viste sig at være et stort supermarked, dog med overvægten af amerikanske varer.

Det må da være det største glas mayonnaise (vi købte det ikke).

  

Igen blev vi nødt til at drikke et glas alkohol, for at få fat i en netforbindelse for at kunne skrive vores blog.

Fuglene der flyver er pelikaner, der styrtdykker efter fisk.

  

Tilbuddet fra den lokale startede med billig rødvin, men da vi ikke ville købe det, kunne han også sælge os en “lobster”, hvilket vi købte på 4 pund til 80 EC, som svarer til ca. 200 kr. Der skal holdes fast, når dyret får en kniv gennem hjernen, da vi ikke vil koge den levende.

Den 11. januar 2019

  

Vi siger hermed farvel til Curracau for denne gang, men vil nok benytte bugten på vej nordover, efter vi har vendt om i Granada.

  

Lige i dette område skal man holde afstand til en vulkan, som ligger på 184 m. dybde. Stedet er beskrevet i søkortene, og man skal passere punktet med en sikkerheds diameter på 1,6 sm, når vulkanen er i ro.

  

Vi sejler forbi Granada på den østlige side af øen, og det er ufatteligt, hvor grøn øen er. I Granadas flag er der afbildet en muskat nød, hvilket er en af de vigtigste indtægtskilder for øen, og Granada er en af de største leverandører af denne nød. Muskatnød og muskatblomme er to lidt forskellige krydderier, der stammer fra den samme frugt. Muskatnødden er selve kernen inde i muskatfrugtens sten, og muskatblommen er frøkappen, der sidder rundt om stenen. Der er ikke stor forskel på smagen af muskatblomme og muskatnød, men muskatblomme har en blomsteragtig duft og en lidt mildere og finere smag end nødden. I de fleste opskrifter er det muskatnødden, der står i ingredienslisten, men både muskatnød og blomme kan bruges til de samme retter.

Vi er nu kommet til Port Louis i St. George, som er en af de smukkeste byer i Caribien.

Den 12. januar 2019

  

Byen ligger meget bakket, og gaderne går op og ned. Pludselig øjner Edel markedet, og vi skal selvfølgelig ned og “ose”, og det bliver til en ny termokande samt en kold øl.

  

Lidt fra den mørke side af historien. 200 franskmænd havde overtaget øen i 1650 og slået befolkningen ihjel og indført slaveriet for at dyrke sukkerrør. I 1763 overtog briterne øen fra franskmændene, men Frankrig generobrede den i 1779, men i 1783 blev den atter britisk.  Slaveriet blev ophævet i 1834, og i 1877 fik øen status af kronkoloni, og Grenada blev hovedsæde for Windward Islands.

Den 13. januar 2019

Formiddagen går med at lede efter forsvundne øl og cola dåser, da vandet i sumpen af båden har et brunligt skær og en duft, der minder om øl. Vi finder de manglende dåser under den faste batteri bund og efter fælles hjælp kommer der 16 colaer, 8 øl og en karton med 1 liter Don Simon rødvin frem. Rødvinen kan dog tænkes at gasterne over Atlanten havde gemt, da kvaliteten af denne rødvin var meget lav, og den lå ikke under batterierne.

  

  

  

  

Det er en rigtig fin havn vi er kommet til. Områderne bliver holdt og toiletter/bade er som på et finere hotel, men sikke skibe der ligger her. Vores skib ser lige pludselig meget lille ud.

Den 14. januar 2019

  

Vi har lejet en bil for at køre øen rundt, og på midten af øen ser vi disse plakater, som viser at der er aber her på øen. Men vi så desværre ikke nogen.

  

Der ligger en kratersø her, Grand Etang Lake, men det var ikke, hvad vi forventede, da vi troede at vandet skulle være helt klar i denne sø.

Fin japansk inspireret pavillon, men hvad den egentlig skulle bruges til kan man kun gætte på.

   

På vejen ned fra bjerget på midten af øen fik vi denne flotte udsigt over Saint George.

  

Vi er nu kommet ind i Saint George, og her er der meget trafik og mange mennesker.

Gaderne er meget stejle her i byen, og der er mange kirker og flere religioner.

Den 15. januar 2019

  

Vi har samlet Ethna og Jon fra England op i Prickly Bay, da de også gerne ville se Granada. Vi er igen kørt ind på midten af øen, denne gang er målet vandfaldene de 7 søstre, som ligger i regnskoven i nationalparken Grand Etang Forest Reserve.

  

Det må være det nærmeste vi kommer på en jungle, og se lige de høje bambus, lige en lækkerbidsken for en panda.

  

Vi er nu efter lang tids gang og klatring nået ned til vandløbet, og nu er der meget fugtigt her, og der vokser et væld af forskellige planter og træer.

  

Her er vi så nået til 2 af søstrene, og mange af de folk som er gået herud kaster sig i det afkølende vand. Vi havde ikke taget badetøj med fra bilen, da der stod et skilt ved parkeringspladsen, at det var forbudt at bade i vandfaldet, men ikke at det var tilladt i søen under faldet.

  

Vi opgav at komme til de 5 andre søstre og begav os op igen fra regnskoven.

Her så vi dette træ med papya.

Et træ med nationalfrugten muskatnød, som ligner en stor blomme, og et træ med kakaobønner så vi også.

Her var også 3 – 4 meter høje bregner, og alt var utroligt grønt.

Det var så blevet tid til frokost, og efter lang tids leden fandt vi denne restaurant, hvor der stod at de serverede kylling og gris. Hvis vi ville have dette skulle det først købes på markedet, så vi fik en tallerken pommes frites og et brød med hvidløg sovs. Der var kun et bord, så det tog vi. Alt den tid vi var der, var der en prædikant der prædikede meget højt i det tv, som stod inde i lokalet. Et meget speciel oplevelse/frokost som vi nok ikke lige glemmer med det første.

Turen gik nu til den nordlige del af øen, da vi ville se Granada Chocolate Company. Det viste sig at være en mindre økologisk fabrik, hvor mange af processerne skulle foretages af de ansatte. Her ses en ældre kvinde, der sorterer kakaobønnerne.

Her i dette kølige rum pakkes chokoladen ved ren håndkraft

Der prøvesmages de forskellige typer mørk chokolade med indhold af chokolade på mellem 60 og 90 procent, og en mindre ordre afgives.

Vi fortsætter til River Antoine Rum Destillery, det ældste vandmølledrevede  destillery i Caribien fra 1785, hvor de stadigt producerer hvid rom på de oprindelige maskiner og udstyr. Denne proces efterlever ikke danske sikkerhedsnormer, men vi så ikke processen i gang, da en af ejerne blev bisat samme dag.

Der er så rom under gæring. Karrene bliver ikke rengjort efter processerne, da det er disse kar, der giver smagen.

Kedlen i midten, som vist var den originale, er blevet udskiftet inden for de sidste år med en af samme slags.

Det er nu vi skal smage på varerne, og vi starten med en rom på 69 %, som kan sendes med fly, herefter en på 75 % som ikke må sendes med fly på grund af den store mængde alkohol, og til sidst en rompunch på 16 %. Det var den sidste vi købte, da smagsoplevelsen var for kraftig på de øvrige. Der produceres 600 flasker om dagen kun til hjemmemarkedet.

Vi fortsatte herefter til Duqueste Bay for at se håndmalerier fra urbefolkningen på øen. På vejen dertil kom vi forbi Sauteurs, hvor urbefolkningen sprang/blev skubbet ud over Leapers Hill af franskmændene i 1600 tallet, da de ikke ville være slaver.

Drengene hældte vand på stenene, så det var muligt at se tegningerne.

  

Efter denne tur på stranden gik turen hjem til havnen. En noget anstrengende tur, da de som bekendt kører i den forkerte side af gaden og bilen vi havde lejet var med 3 automatgear, hvor det laveste blev brugt mange gange, når vi kørte opad. Herudover var vejene meget dårlige og smalle.