Martinique

Den 4. februar 2019   

Klokken 12.00 har vi Martinique ret forude, og det franske gæsteflag sættes. Der er en forholdsvis lang, men flot indsejling med mange gode bøjepladser ind til havnen – Marina du Marin – og rigtig mange fiskedunke overalt (her bruger de ikke fiskebøjer), så det er bare med at holde øje, vi ikke sejler ind i dem. Som sædvanligt prøver vi at kontakte havnen over VHF’en, men ingen svarer, så vi prøver mobilen, denne gang med held. Vi bliver modtaget af en dinghy, der viser vej til vores plads. Havnen er meget stille og rolig og med handlemuligheder tæt på, og det har vi manglet de sidste steder, hvor vi har været, så vi måtte ud og proviantere.

Så er papirerne lavet på havnekontoret, hvor vi igen skulle betjenes af en dame, som havde glemt hvorledes man skal betjene kunder.

Den 5. februar 2019

På vores byvandring kom vi forbi dette automobil som jeg tilbød at købe til Edel, men hun afslog. Den gamle bydel er meget øde, med meget misligeholdte huse. 

Vi kom forbi kirkegården, godt nok på bagsiden, hvor der var blomster i klare farver på gravpladserne, men det var af plastik.

   

Det er ikke et skilt vi ser i Danmark, men det må være fordi vi er på vulkan øer, hvor bjerge kan falde sammen eller der kan opstå jordskælv. Vejen op til samlingspunktet er meget stejlt, så der skal luft til for at komme op. Udsigten til havnen er meget flot.

Efter sådan en gåtur i varmen, gør det godt med en kold fadøl. På havnen var denne restaurent udsmykket med bambus stænger.

Den 6. februar 2019

   

Her til aften kom denne kæmpe katamaran ind i havnen, og den må have været over 100 fod. Et monster uden sallinger.

Den 7. februar 2019

Planen er at tage til Fort du France i dag, så vi forlader havnen efter vi har afregnet for 3 dage, og det var ikke muligt at få lov til at forlænge opholdet i havnen, mærkeligt da der også her var masser af ledige pladser.

Vi er nu kommet ud af havnen, og vandet bliver klarere.

Vi passerer et resort, som ligger lige på en halvø, som stikker ud i bugten, og nu er vandet helt klart, så dagens mål ændres til, at vi vi sejler ind lige vest for resortet og lige ud for Sainte Anne, og smider anker. Det må være turens korteste sejltur – 50 minutter.

Dybden er kun lidt over 5 m, og vi lægger 30 m kæde ud, men ankeret holder ikke, så skipper må i vandet med snorkel, svømmebriller og svømmefødder og konstaterer, at ankeret har lagt sig på siden, og ikke vil grave sig ned. Ja, det er skipper og ikke en skildpadde. Ankeret lægges ud igen, og nu holder det. Der udlægges en bøje samtidigt, så vi kan se hvor ankeret ligger.

Vi er ikke alene her, og vi vil tro at der er over 100 skibe liggende for anker.

Flot og stille er der, og det er skønt igen at springe i vandet og bade.

Så kan man ikke få en flottere solnedgang med Rocher du Diamant i baggrunden, som vi skal rundt om i morgen, når vi sejler til Fort de France.

Den 8. februar 2019

Vi er nu sejlet fra den sydlige del af Martinique og runder Rocher du Diamant for at sejle mod nord mod Fort Du France.

På vej nordover passerer vi et par flotte bugter, hvor det er muligt at ankre.

Denne hyggelige og smukke bugt minder om en film med Sandre Bullet på en luksusliner der sejler ind i molen og op i byen.

Vi skal nu over denne bugt for at komme til Fort Du France, og det kan nok være at det blæste op nu.

Den 9. februar til 12. februar 2019

Ankret er lagt ud bag fortet, som giver en vis form for læ, men færgerne som hele tider sejler til og fra kajen, sætter en ubehagelig sø. Vi gik ind i downtown, hvor alt var lukket og byen så meget faldefærdigt ud. Selvom man er en pelikan, kan man godt blive træt. 

Som det ses på billedet ligger vi helt inde i bugten, så vi blev hver morgen vækket adskillige gange, hvor kirkeklokkerne bimler. Vi besluttede at vi ville se kirken indvendigt, men det var ikke muligt, da den var aflåst.

Stranden lå lige inde foran dingy broen, og stranden kunne også bruges til at døbe voksne personer i.

    

  Månen har ikke samme facon som i Danmark, da den ligger ned i Caribien.

Den 13. februar 2019

Freedom og Vixen var kommet og de havde arrangeret en tur rundt på øen i 2 Toyota Hiace lignende busser, og første stop var denne kirke, som er en  mindre kopi af Sacre Coeur. Kirken blev opført efter vulkanudbruddet i 1902 i St. Pierre, som udslettede hele St Pierre.

Kirken er flot og velholdt.   

Imponerende inden i.

Vi blev herefter kørt ud til det hemmelige vandfald Absalon, hvor mange af os skulle bade i det kolde vand, som kommer fra de daglige regnbyger, der trækker ind over øens højeste punkter.

  

Det er samme bro, som der er taget 2 billeder af for at få det hele med. 

Vi er nu igen i en regnskov, og det er utroligt så høje bambussen er. Der mangler kun Pandaer til at spise dem.

  

De træer som ses på billederne er mahogni træer

Der var inkluderet turen, at vi skulle have frisk kokus mælk og sukkerrør. De gule kokus nødder havde en bedre smag end de grønne.

Nu kom vi så til Le Domaini d’èmeraude, som er en kombineret park med forskellige buske og træer og et interessant museum, som dels viser hvilke dyr der findes på øen og hvordan øen opstod.  På stedet hvor den karibiske plade møder den Atlantiske plade, som hænger sammen med den Sydamerikanske plade, er der opstået en buet vulkankæde, som er 850 km lang. Den strækker sig fra Puerto Rico til Venezuela. I denne bue af øer er der følgende aktive vulkaner, La Soufriére på Saint Vincent, La Grande Soufriere på Guerteloupe, Soufrière på Monserrat og undervands vulkanen Kick’em Jenny nord for Granada. 

Ude i parken er der et overflod af forskellige træer og buske, den ene flottere end den anden

Træet ligner en raket nytårs aften, med de fine grene. Den røde blomst havde så meget farve i sine blomsterknopper at det var umuligt at vaske farven af. Den benyttes stadigt til indfarvning af tekstiler. Tidligere brugte indianerne blomsterknopperne til at dekorere sig og de var også gode mod myg.

Her er en annanas plante og et kakao træ.

Her i det fjerne ses vulkanen Mont Pelèe, som i øjeblikket er i en hvilende tilstand, hvilket betyder, at den ikke er aktiv, men der registrerer stadig mindre aktiviteter i vulkanen.

Vi er kommet så langt op af Mont Pelèe, som det er muligt i bil, og udsigten ud over den nordlige del af øen er flot. Temperaturen er samtidigt faldet mærkbart da vi er kommet 800 m op.

Der er dog et par timers gang til krateret på toppen i 1300 m højde, og vi beslutter at opgive at komme derop, da vi havde flere ting vi skulle se på vejen. På fotoet ses Vixen- og Freedomfamily og os to.

 

Så er vi kommet til et rom destilleri, nærmere betegnet DepaZ, Som den eneste fra familien, der overlevede katastrofen, opkøbte han jorde og genopbyggede destilleriet. Han var ved udbruddet i Paris.  For at få mest muligt tid, var det aftalt at vi skulle spise på destilleriets restauranten, hvilket udviklede sig til en katastrofe, da vi ventede næsten 2 timer på den bestilte mad.

   

På billederne foroven vises en del af processen, samt hvilke produkter der kommer ud af dette.

Ikke alle maskiner var sidste nye model, for her er en vaske ægte dampmaskine, som ældre drenge over 60 kan genkende. Der prøvesmages og handles rom og rompunch, men umiddelbart syntes vi at rommen var for sprittet.

Nu er vi fremme ved sidste stop på turen, St. Pierre, som før 1902 blev kaldt Caribiens Paris og var kulturhovedstad på øen, samt øens økonomiske højborg. St Pierre blev udslettet af et vulkanudbrud i 1902, hvor  pyroklastiske strømme på over 1000 grader og med hastigheder på op til 600 km/t brændte alt af på vejen ned. St. Pierre blev totalt udslettet og bådene til afhentning af rom og sukker uden foran byen blev også ødelagt og sank. Det siges at 2 personer ud af 30.000 indbyggere overlevede katastrofen, som er den værste i det sidste århundredes begyndelse. Den ene var sat i et dårligt ventileret underjordisk fangehul som ses på ovenstående billede, som lå i fængslets område, og den anden var en skomager som boede på kanten af udbruddet.

Ved siden af fængslet lå et meget flot og stort teater, hvor europæiske skuespillere også stod på scenen foran overklassen på øen.

Den 14. februar 2019

Vi har nu forladt Fort Du France for at sejle op til St. Pierre og herefter sejle mod Dominica. På det første stykke blæste det et stykke over 10 m/s, men vinden lagde sig noget før vi nåede St. Pierre.

Efter et par forsøg med at finde en ankerplads, fandt vi denne uden for stranden. Det store problem her er, at det meget hurtigt bliver dybt, så ankeret kan have problemer med at fange sandet.

Den 15. februar 2019

Klokken er 6.30 om morgenen, og vi forlader Martinique efter mange oplevelser. På billedet ses de store områder destilleriet DepaZ har med sukkerrør samt skorstenen på destilleriet.

Sejlere er underlige, for samtidigt med at vi sejlede ud af bugten, sejlede 14 andre skibe i samme retning som os mod Dominica, og sidste blik bagud mod Mont Pelèe.