Om os

Vi, Allan og Edel, startede med at sejle i 1988 efter at have gået på sejlerskole i Nivå Bådelaug. Vores første båd var en LM Mermaid 270, sejlnr. DEN 185 der hed Lonni, og i 1993 købte vi en X 372 Sport, sejlnr. DEN 20 der blev døbt MiraculiX.

Siden 2008 har vi sejlet tur- og kapsejlads i vores X-37, sejlnr. DEN 144 der også kom til at hedde MiraculiX.

Vi har sejlet i Sverige, Norge, Tyskland, Polen og Holland i vores ferier gennem årene.

Vi har altid drømt om at sejle langt, og skulle have været af sted for ca. 16 år siden, men af forskellige årsager blev det desværre ikke til noget. Dengang lovede vi hinanden, at vi skulle af sted, når vi blev pensioneret – og det blev vi i henholdsvis 2017/2018.

Den 17. maj 2018 sejler vi – efter at have taget afsked med vores familie og venner – ud af Nivå havn. Og så starter vores eventyr endelig, vores store drøm bliver realiseret med alt hvad det indebærer af udfordringer. Sejle under fremmede himmelstrøg, opleve de fremmede kulturer, det tyrkise vand, palmer mv. Selvfølgelig vil der også være savnet af familie og venner, men noget af familien og nogle af vennerne vil vi i kortere perioder få besøg af.

Vi skal deltage i ARC, der afgår fra Las Palmas den 25. november kl. 13.00 lokal tid. Her påmønstrer 3 gaster, så vi i alt er 5 ombord over Atlanten. Vi håber på at komme over på ca. 20 dage, men det er jo vejret der bestemmer.

Efter at have holdt jul og nytår på St. Lucia Sejler vi rundt i Caribien i et halvt år. Planen er, at vi  sejler retur i maj 2019 via Azorerne – se under Ruten.

 

Allan og Edel Hansen