Den 2. september
Så er vi nået til Portugal og det portugisiske flag er under sallingen.
Det første stykke i Portugal fik vi følgeskab af Freedom, en X-46 fra Hornbæk, som dog sejlede mod Porto, hvor vi kun skulle til Viano do Castelo, for at hente en ny gummibåd fremsendt fra Danmark.
Så er vi lige uden for Viano do Castelo, og det er Saint Lucia Basilica der står på toppen af bjerget og velsigner Viano do Castelo. Kirken er fra det 20. århundrede, så der er ikke en lang historie bag.
Broen over floden Lima er konstrueret af den samme tegnestue, der har konstrueret Eifeltårnet i Paris, og broen er bygget i 1878. Mange gange om dagen kører der et larmende tog over broen. På toppen ses Saint Lucia Basilica som ses fra havnen.
Den gamle by er hyggelig med mange små pyntede gader, men sjovt nok ikke så mange restauranter, som vi har set i Spanien.
Vi har nu betalt for at blive kørt op til toppen af bjerget, hvor vi vil se Saint Lucia Basilica tæt på. Bjergbanen kører op i 30 grader og på midten er der vigespor så det nedadgående tog kan passere det andet.
Hele formiddagen har det været tåget, men over middag lettede tågen og vi tog afsted mod Saint Lucia Basilica, men da vi kom ud af bjergbanen var hele toppen indhyldet i tåge, så det ikke var muligt at se ned over byen og ud over Atlanten. Det var meget ærgerligt, da der havde været en flot udsigt over byen.
Vi besluttede at tage et glas Sangria og spise en crepes med banan, for at se om tågen lettede imens, men det var ikke meget, men dog nok til at man nu kunne skimte byen.
Ved siden af kirken kan man se, hvordan tågen stadigt vælter ind fra Atlanterhavet.
Den 4. september
Vejrudsigten er ikke så god her til morgen, da de har lovet tordenvejr om formiddagen og opklarende hen af eftermiddagen. Derfor venter vi med at gå ud af havnen, men der kommer ikke noget tordenvejr alligevel. Vi tager af sted kl. 11.30 for så kan vi få havnefogeden til at dreje gangbroen væk fra havneindsejlingen inden han går til siesta.
Da vi kom ud på havet var der ingen vind, men der var store dønninger på op til 2 m. Vi satte storsejlet for at stabilisere båden, og nød at sejle ned ad dønningerne, hvor farten på båden blev øget væsentligt. Undervejs så vi en lidt større fiskebåd, som ind imellem forsvandt helt i dønningerne. Vi skal hele tiden være meget opmærksomme, da der er fiskbøjer/fiskekugler.
Pludselig var der store stimer af delfiner, som legede langs og under Miraculix.
De var så tæt på, at man næsten kunne røre ved dem. Jeg bliver aldrig træt af at se på delfinerne, og jagter Allan rundt med kameraet, men det er da også lykkedes ham at få taget nogle gode foto af de legesyge delfiner.
Vi er nu kommet til Porto, og ligger i havnen Douro Marina. Det er en meget serviceminded havn, hvor vi bl.a. får leveret fire rundstykke på kistebænken hver morgen kl. 8.30.
Den 5. september
I havnen ligger Freedom, og de fortalte at de skulle ud og se på et sted, hvor man fremstiller portvin.
Vi skyndte os at tilmelde os til dette arrangement i receptionen på havnen, hos nogle meget hjælpsomme mennesker, som også prøvede at ændre leveringstedet på gummibåden, så vi får den leveret her i havnen. Det blev ordnet med en masse kommunikation på portugisisk, og det ser nu ud til at vi får den allerede den 6. september. Det var aldrig gået, hvis vi skulle have talt med de lokale speditører.
Vi gik sammen med Freedom langs Douro floden ind til området hvor alle portvinshusene ligger. En gåtur på fire km frem og fire km tilbage. Tæt på havnen kom vi forbi et vaskehus med store kar, hvor de portugisiske kvinder står og vasker tøj, der efterfølgende bliver hængt ud på nogle noget intermistiske tørresnorer.
Husene er i mange farver og mange af dem er beklædt med farvestrålende kakler – et noget anderledes men også flot syn.
Vi var enige om, at vi skulle have noget at spise før vi skulle smage på portvinen, så vi bestilte noget pasta carbonada og lasagne, men det har vi fået bedre andre steder.
Herefter gik vi hen til portvinshuset Churchill’s for at blive vist rundt og smage på portvin.
Vi smagte 4 forskellige typer portvin, og farven, aromaen og smagen var meget forskellig. Det ser ud som om, at Edel sover på ovennævnte foto, men det gør hun ikke.
Vi fandt ud af at vi i Danmark nok ikke drikker portvin til den rette menu. Den hvide portvin, som er lysebrun, skal nydes kold som en aperitif, og de mørke kan drikkes til ost og pølse eller som tilbehør til mørk chokolade. Der blev selvfølgelig købt et par flasker med hjem, som ikke skal bruges til risalamande.
Den 6. september
Så kom pakken fra Danmark med vores nye gummibåd. Den blev straks pakket ud og pustet op. Så nu er vi klar til at ligge for anker, når muligheden viser sig.
Havnen havde en aftale med et indkøbscenter, El Corte Ingl’es hvor man blev hentet i bil på havnen og kørt til centret og kørt hjem igen når man havde handlet. Vi startede med at gå op på 5 sal til restauranten, hvor de også havde et tilbud på dagens ret til 2 personer for 1 pris. Hovedretten var lidt mærkeligt med en pølseagtig ting med røræg ovenpå, hertil udkogte grønsager og kartofler. Græskarsuppen til forret og frugterne til dessert var godt. Der var næsten alle mærkevarer inden for tøj, parfume, ure og tasker, samt et stort supermarked i to etager, men priserne var her også i top.
Vi gik på restaurant om aftenen, og bestilte en portion bøf a’la t-bonesteak, som blev serveret udskåret i stykker, og hertil en god rødvin fra det sydlige Portugal. Kødet var alt for stort for os til vi kunne spise det hele, og lige pludselig blev resterne af bøffen fjernet uden vi havde givet besked. På denne restaurant manglede man virkeligt god kundebetjening.
Den 7. september
Vi vil i dag besøge byen ovre på den anden side af floden Douro, som er Oporto.
På vejen kom vi forbi dette vaskeri, hvor indbyggerne i byen vasker deres tøj i store sten kar, jeg måtte ikke fotografere dem for fruen, så jeg tog et billede af en planche, som viser hvorledes man gør. Herefter hænges det renvaskede tøj op på tørresnore, holdt oppe af pinde. I bybilledet ser konerne gå med vasketøjsbaljen på hovedet.
Herefter krydsede vi floden i en lille taxibåd for at køre i en gammel sporvogn, som skrumlede af sted.
Vi gik op i byen, og det svarede ikke helt til hvad vi havde forventet. Selv på de store gader sås faldefærdige bygninger, men mange bygninger var også under ombygning.
Havnefronten er flot med mange huse udsmykket med kakler på facaden, men selv her var der faldefærdige huse mellem de andre.
Nu skulle der fodres penge i bøssen for at se, hvad der skete. For 1 EUR blev der banket 2 gange i sålen af skoen. Det er ufatteligt at han kan sidder der ubevægeligt i flere timer uden at røre sig i den varme.
Nu måtte vi have et glas noget, og vi bestemte os til at dele en liter hvid sangria, som her smagte virkeligt godt medens man sad og så de store folkemængder gå forbi.
Floden skal krydses igen over denne bro, men vi tog den nederste gangbro over, og på den anden side af floden ligger alle portvinshusene, hvor den færdiggærede druesaft blev sejlet flere hundrede kilometer ned af floden fra markerne inde i landet til portvinshusene her på havnen til opbevaring. Der sker en blanding med en tidligere årgang, hvis årets portvin ikke har den rette smag og tapning.
Billede af havnefronten på Oporto.
Om aftenen var vi ude i byen og spise grillet fisk – gambas og ribben med La Vie og Freedom.
Den 8. september
Det var meningen, at vi skulle sejle videre i dag, men vinden vil så være lige i næsen. Det er et trip på 62 sm og det er ikke så sjovt med den vindretning og vind op til 10. Så afrejsen er udsat til i morgen. I stedet tog vi på marked tæt på havnen, sejlede lidt gummibåd, hyggede og slappede af.
Den 9. september
Det var meget tåget her til morgen, så Freedom og os aftalte at vi skulle sejle sammen ud af havnen og indtil tågen lettede, som i henhold til Windy.com skulle lette i starten af turen sydpå.
Det går jo ikke altid som meteorologerne siger, så vi var meget op af formiddagen før sigtbarheden var god, og først i løbet af eftermiddagen kom solen frem.
Pludseligt var delfinerne her, øv de var kun ved Freedom. Men noget efter kom en anden stime forbi, og nu var de alle vegne rundt om Miraculix. Underligt at de skal op forbi stævnen, og der skubbes gerne til hinanden under vandet for at få førerpladsen.
Det hele er ovre få minutter efter og havet er igen fladt, men i dag var der flere stimer der kom forbi båden. Vi så også en stor flok måger dykke ned i vandet fra en forholdsvis stor højde, og midt i denne fiskestime svømmede og dykkede delfiner efter fisk.
Selve sejlturen var meget blandet, mest med for lidt vind til at sejle på, men til tider blæste det pænt, så vi kunne holde i underkanten af 7 kn kortvarigt, men så drejede vinden mere N-ligt, så forsejlet blafrede og storsejlet stod og slog i dønningerne, indtil vi tog det hele ned.
Sidst på eftermiddagen nærmede vi os Figueira da Foz som lå badet i solskin, men ovre på den anden side af bjerget, vi havde passeret på vejen hertil, var der tåget, men da vinden kom fra NV blev tågen presset over bjerget og på den anden side blev den opløst.
Den 10. september
Har ligget over i havnen i dag, og har set på byen. Havnefronten er flot, men kommer man op i byen er der mange “håndværkertilbud”, hvor huset næsten er faldet sammen.
Flere danske flag vajrer fra bådene.
Så er der kaproning i gummibåde, og redningstjenesten er klar til at hjælpe, hvis der går noget galt. Jeg kunne godt have tænkt mig noget vand at drikke, da jeg tabte dysten. Efterfølgende blev der vandkamp i gummibådene, og jeg blev igen våd.
Den 11. september
Vi sejlede ud af havnen kl. 09.00 for igen at have en af disse sejladser med dønninger på over 1 m ., men for lidt vind til at sætte sejl. Solen skinnede igen, men den kolde vandtemperatur i Atlanterhavet på 17 grader gør, at det ikke bliver rigtigt varmt i båden, og lysten til at springe i vandet er ikke til stede.
Vi fik en rejsekammerat ombord, da den havde cirklet omkring båden flere gange, hvorefter den landede på båden. En lille forpjusket fyr som trængte til et hvil. Efter ca. 5 min sagde den kvite-vit og lettede, og fløj et par gange rundt om båden igen, hvorefter den med et kvite-vit forsvandt. Hvad det var for en, ved vi ikke.
Anduvningen til Nazarè er meget flot, men også meget speciel, da dybden på et meget lille stykke falder fra 20 til 120 m ved passagen af klippen fra nord tæt ved land. Denne dybde fortsætter lige ind til havnen/sandstranden, hvor den stigen drastisk igen.
Det er en af Portugals fineste sandstrande, men der var røde flag oppe på næsten hele stranden, så det var forbudt at bade på grund af store dønninger.
Ude på spidsen af klippen på billedet opstår nogle af de højeste bølger i verden, og her er sat verdensrekord i bølgesurfing i 2012 på bølger på 30 m. Årsagen til disse store bølger skal findes i kløften under vandet, Canhão da Nazarè, som en af de eneste i verden går direkt fra land og fortsætter ud i Altantens dyb på over 1.000 m på 10 sm. Se det under Biggest Waves Ever Surfed – Nazare – YouTube
Vi gik tur langs havnefronten, hvor ældre portugisiske kvinder sad på en klapstol med parasol over hovedet og holdt et skilt, hvor der stod at man kunne leje et værelse/en lejlighed. Herudover var der souvenirsbutikker i massevis med broderier, “korktasker”, varmebrikse lavet af kakler og meget mere.
Det er en flot solnedgang, men underligt med de dybe drøn fra de store dønninger der slår ind over stranden og “fejer” på tværs af stranden. Flot udsigt med strandbred, bar med bastparasoller, palmer m.v.
Den 12. september
Dagen er gået med forskellige projekter, hvor vi samtidigt har ventet på at tågen skulle lette på Pontal do Nazaré, så vi kunne gå derop og kigge ud over klippen, hvor surferne står ned af de stejle bølger, men tågen lettede ikke i dag, så vi blev omkring båden, for det var også blevet væmmeligt koldt i dag.
Den 13. september
Vi havde bestemt os til, at hvis det var tåget igen her til morgen, ville vi ikke vente på at den skulle lette så vi kunne komme op på klippen, men så ville vi tage afsted mod Peniche for at se denne havn.
Som det ses på billedet var det stadigt tåget om morgenen, så vi tog afsted.
Hele vejen mod Peniche vekslede mellem en sigtbarhed på 2 sømil til 200 m sigtbarhed, og der var stadigt store dønninger og ingen vind.
Vi fik en plads på ydermolen, men hver gang der kom en fiskekutter forbi fik vi store dønninger, så vi lå og slog ind i broen. Fiskerne havde ikke i sinde at overholde de 2 kn hastighed som var påskrevet for sejlads i havnen.
Den 14. september
Da båden hele natten havde rykket i fortøjningerne, og vi efterhånden var lidt træt af det kolde og fugtige vejr, besluttede vi at vi ville sejle ned til Lissabon, hvor temperaturen skulle være 31 grader, og hvor vi havde 18 grader her ved Atlanterhavet.
Der var igen ingen vind men stadigt meget diset, Edel mener der var tåget. Vi gik for motor hele turen i de samme store dønninger, som vi har sejlet i hele vejen langs Portugals kyst. Undervejs fik vi igen besøg af delfiner, der svømmede under båden, men ingen fotos denne gang, da Allan syntes det er for meget – men jeg tager nu flere senere.
Da vi kom til Coba da Roca blæste det op, og vinden kom op til 14 m/s. Dette fortsatte de 5 sm ned til Cabo Raso, hvor vi drejede ind mod Lissabon, hvorefter tågen lettede, vinden lagde sig og solen skinnede, så vi kunne mærke at temperaturen steg drastigt, og det var 30 grader da vi lagde til i havnen Cascais, som ligger ca. 11 sm fra Lissabons centrum.
Det var som nat og dag at komme til denne by, her er ingen faldefærdige huse. Vi gik en tur ind til byen og til stranden, hvor der er masser af mennesker der bader, og mange ankerliggere lige ud for stranden og i bugten. Til aften var der en smuk solnedgang og lys på en lille borg, og fyrtårnet stod og blinkede i mørket omgivet af belyste palmer – smukt.
Den 15. september
I dag gik vi ud til et stort supermarked for at handle lidt ind. Byen summer af liv med mange restauranter side om side, og mange butikker af enhver art. Vi gik ind på turistkontoret for at planlægge vores tur i morgen til Sintra, hvor vi har tænkt os at tage en hop-on hop-off bus, men mere om dette i morgen.
Aftenens tur gik forbi restauranterne på havnen, og det synes ikke til at der mangler penge til biler. Den første er alle jo klar over at det er en Ferrari, men bilen i baggrunden er ikke set ret meget i Danmark, en RR cabriolet med sølvdamen på køleren. Og solnedgangen over fyret skal vi jo også lige have med.
Den 16. september
Da vi passerede Cabo da Roca, som er Europas vestligste punkt, i båd på vej sydover kunne vi ikke se klipperne, så vi tog bussen ud for i dag at se dem.
Desværre kunne vi ikke se klipperne for tåge, som kom ind fra nord. Billederne er taget næsten lige efter hinanden og er det samme motiv, og som den skarpe iagttager kan se, er klipperne væk på det ene billede. Man kunne se og føle tågen komme ind fra nord og lukkede af for udsynet.
Vi var der om søndagen, og det ser ud til at alle motorcykelkører har aftalt, at man mødes på Cabo da Roca, for at se på hinandens maskiner. Der var alle mærker repræsenteret.
Vi tog den næste bus 403 til Sintra, og vejene blev smallere og smallere, så bussen kunne kun lige komme forbi flere steder, men flot var det.
I Sintra tog vi en anden bus, for at køre op mod Moorish Castle, som er fra det 8. til 9. århundrede, men man har fundet spor efter en civilisation fra omkring 5000 år før KF på stedet.
Borgen ligger i 450 m højde, og bagved kan ses Pena Palace, som har en noget kortere historie, da slottet stammer fra 1842–1854. Det siges, at man i klart vejr kan se slottet fra Lissabon.
Fra Moorish Castle er der en meget flot udsigt over byen Sintra.
Udsigt over de omkring liggende slotte, og man får næsten tanken, at det var her Tornerose boede.
Moorish Castle er imponerende, og benene skal virkelig bruges til at forcerer alle granittrapper for at nå tårnene.
Opad og opad det går, og temperaturen er omkring 30 grader, så der svedes, men man belønnes med den fantastiske udsigt.
Vi gjorde det og det var slidet værd, men hvor kunne man godt have brugt et glas med kondens på nu.
Her er så dataene på vores anstrengelser, så det er jo ikke så meget i henhold til mobilen, men v i var trætte, det må være etagerne.
Efter at have taget bussen igen, og vi var kommet ned fra en meget snæver og stejl nedkørsel, fandt vi en restaurant hvor vi fik vores frokost. Sangriaen var god, men den sorte pasta, som var kogt i fiskelage hvor der ihvertfald var blæksprutter i, var ikke så lækker som jeg regnede med. Lasagnen var dog god.
Om aftenen gik vi ud og spise sammen med Freedom, bøf stegt på lavasten, som var kommet i havn i løbet af formiddagen efter at have ventet næsten et døgn udenfor havnen for anker. Vi har også hørt fra en anden dansk båd som sejlede ind til Lissabon, at der ikke er pladser i havnene der, og man bare bliver afvist. Det får os til at revurdere vores plan om at sejle ind til Lissabon, men i stedet for tage toget. En tur som tager 40 minutter herfra.
Det ser ud til, at mange både også sejler ud herfra til Madeira og ikke fra Lagos, hvor vi ellers regnede med at alle sejler ud fra, da det er det sydligste punkt.
Den 18. september
Man kan jo ikke være i Portugal uden at have været i Lissabon. Byen er ældre end Rom og alle andre hovedstæder i Vesteuropa. Legenden fortæller, at byen fik sit Romerske navn, Olisipo efter den græske helt Odyssés, som på sin rejse tilbage fra Troja tog sig tid til at standse her for at forføre nymfen Calypso. Af sorg over hans afsked forvandlede hun sig til en slange, hvis bugter dannede de syv høje, som byen ligger på.
Vi tog afsted med lokaltoget kl. 11, som kører langs kysten og direkte til midten af Lissabon. En pæn tur og ikke særlig dyr, en returbillet koster 6 EUR for 2 personer, og så var der rabat hvis man er over 65 år, og det er vi jo.
Det er vigtigt at have undersøgt hvad man vil se, for der er ikke hjælp fra en turistinformation ved hovedbanegården, da turistinformationen ligger langt oppe i byen.
Vi havde regnet med at skulle besøge Belém borgen ved indsejlingen til Lissabon, men vi fandt hurtigt ud af. at vi var for sent på den, da der var en enorm kø foran borgen, for at komme ind, så det opgav vi. Senere viste det sig, at der lå en kæmpe krydstogt liner inde i Lissabon, så mange mennesker kom nok derfra.
Et andet must var at køre med sporvogn linie 28E, som kører inde i Lissabon i de små gader, som kører op og ned og samtidigt er der meget lidt plads mellem sporvogn og facaderne i gaderne.
Vi fik endeligt plads i sporvognen, men vi vidste ikke hvor vi kørte hen, men det var jo også lige meget, da det var oplevelsen det drejede sig om. Der blev ringet med klokken konstant og det passede at ruten snoede sig rundt i byen. Vinduerne står åbne, så det er muligt at hænge ud af vinduet og tage billeder, men man skal lige kigge fremad, da der pludselig kommer en væg eller pæl forbi.
På vejen i sporvognen passerede vi nogle flotte bygninger og kirker, blandt andet Igreja da Sao Vicente de Fora og National Pantheon.
Højt over byen ligger fæstningen Castello Alfama, men efter turen forleden dag til Moorish Castle som nok stadigt sad i benene undlod vi at trave op til fæstningen. Vi ville så tage elevatoren op i tårnet bygget af en lærling til Eifel, men her var igen en uendelig lang kø.
Inde i midtbyen er gaderne spækket med restauranter som falbyder deres retter, hvilket vi også prøvede, men her blev vi skuffet da den serverede ret ikke lignede den på menukortet. For enden af gaden kan man se Praça do Comércio. Det sidste billede viser hvor store forskelle der er på vejenes hældninger.
Sidst på eftermiddagen var vi tilbage på havnen igen og nød de flotte agaver og palmer.
Den 19. september
I dag er der en motormand som laver service på motoren før vi skal sejle ud til Porto Santo. Han har desværre konstateret, at der var trængt vand ind i drevet, så nu er der bestilt tid den 21. til at båden skal på land og have en ny simmering på, da det højst sandsynligt er en fiskeline, der er trængt ind bag propellen.
Den 20. september
Der er i dag blevet handlet ind til at vi kan tage afsted mod Porto Santo, så snart vinden er tilpas i styrke og retning, en sejltur på 480 sm og som varer ca. 3 dage afhængig af vinden.
Vi fik i dag besøg af denne kæmpe vandmand/brandmand på ca. 40 cm ved siden af båden. Den skulle ikke være farlig, men det kan godt svie i henhold til en portugiser. Hvad det er for en fyr er jeg ikke klar over endnu. Hvis du kender noget til den, så skriv endelig til os under kommentarer eller send os en mail.
For 43 år siden spiste vi også sammen, og der var fruen også i hvidt tøj, men med slør.
Den 21. september
I dag skal båden så op kl. 9.30 for at få repareret det utætte drev, og vi må sige at det næsten passede på tiden. Her i Portugal er et par timer for sent = til tiden.
Båden skulle ind i den lille dok, hvor kranmanden var klar til at løfte båden efter stroppernes placering var kontrolleret. Der var brunt af slim under båden, men lige under vandlinjen var den renset i nogle underlige bølgede spor. Det er en fiskeart, som højlydt smasker det brune slim i sig. En fiskeart som ifølge en portugiser er en delikatesse, hvis den fanges ude på det åbne hav, men ikke hvis den fanges i havnen.
Miraculix fylder ikke meget i denne kæmpekran. Så er processen færdig, se lige den glinsende propel. Der var desværre ikke tid til at vaske båden under vandlinjen.
Vi kan kun anbefale at brug dette reparationsted – Wavetech, hvis man er på disse kanter og har et problem. De er utrolig servicemindede og imødekommende.
Herefter sejlede vi hen til tankstedet, for at fylde båden op med diesel, så nu har vi 100 l i tanken og 7 x 20 l i dunke, og det skulle være nok til at sejle til Porto Santo for motor. Vi har indtil nu brugt 2,6 l/time ved en hastighed på 6,2 knob på fladt vand eller med bølgerne med os. Fra vi startede hjemmefra har vi brugt 611 l diesel, og motoren har kørt i 263 timer, hvilket svarer til en distance på over 1500 sømil ud af 2370 sømil, så er det en motorbåd vi har i stedet for en sejlbåd.
Den 24. september
Så ligger der ca. 500 sm forude efter vi har forladt Carcars kl. 10 her til morgen, og det ser ud til at vi i dag har gode vindforhold til at sejle til Porto Santo. En tur der vil tage ca. 4 dage.
Farvel til Europas fastland og på gensyn om ca. 1 år
Radaren er sat i gang med AIS, og der er sat diverse alarmer på for at kunne give alarm på skibe der er indenfor 5 sm. Med radaren kørende kan vi se 20 sm frem, og med AIS kan vi se skibe der ligger op til 100 sm væk. Det er et krav, at skibe over 200 ton skal have AIS installeret. Alligevel bliver vi kaldt op på VHF’en af et containerskib, som beder os om at gå bagom ham, på et tidspunkt hvor vi ikke kan se ham med vores øjne. Vi møder mange skibe, og hvad hurtigruten, Midnatsolen, fra Norge lavede denne nat her i Atlanten kan vi kun gætte os til. Vi havde ikke regnet med, at vi skulle møde så mange skibe dag og nat, så hvor er det godt med AIS, da du aldrig er i tvivl om, hvor skibet er.
Vi kunne nøjes med at se disse to fyre stå op og gå ned 3 gange hver under turen mod Ponto Santo. Hvis månen er væk og der er skyer på himlen, så er det rigtigt meget mørkt.
Der skal jo soves undervejs, og efter afprøvning af diverse køjer, blev denne køje i styrbord side valgt til vores soveplads, hvor vi lå rimeligt godt.
En nattevagt
Allan vækker mig lidt i 2 og jeg kunne godt have brugt nogle flere timer i køjen. Kommer op til en flot nat med fuldmåne, lidt skyet så derfor ikke så mange stjerner, desværre. Så det blev ikke denne nat, jeg fik brug for vores bog om stjernebilleder. Det eneste lys der kan ses er vores lanterner. Agterlanternen lyser på Dannebrog, der sløvt vajer for den svage vind. I bagbordside kan ses et stort skib i det fjerne, der sejler imod os, men langt væk.
Hvad går tiden så med på en nattevagt, ja, bl.a. at tænke på dem derhjemme, skrive, fik f.eks. opdateret vores havneliste, der viser at Porto Santo er vores havn nr. 69 vi anløber, se ud i det grå mørke efter lys. Det er svært at holde fokus på eventuelle skibslys, da de gemmer sig i dønningerne ind imellem, lytte til havet/bølgerne, afslapning, vænne øjnene fra lyset fra plotteren til mørket og omvendt. Det røde lys fra kompasset ser hyggeligt ud. Hr. Møller (vores vindgenerator) drejer sig lidt efter hvad dønningerne gør, kører lidt, drejer sig og kører lidt igen.
I stedet for hele tiden at sidde og se på havet, har vi været aktive i dag. Vi har etableret reb 2, skruet slæden fast igen på øverste sejpind (den havde løsrevet sig, når sejlet står og slår), flyttet satellitantennen, hældt diesel på tanken, vi har fået klippet håret og sluttede dagen med et dejligt tiltrængt brusebad på agterdækket.
Efter vi kom et stykke ud på havet, skiftede havet farve, og os på 65+kan genkende farven fra blækhuset til pennen i vores skoletid. Enormt flot farve som desværre er svær at få på billeder.
Der skal jo føde til under sådan en sejlads, og det er svært at få åbnet skabet med maden uden hele indholdet ligger på gulvet. Der skal findes en løsning på dette. Som det ses på billedet står maden i skåle på et skridsikkert underlag, for ellers er skål og mad væk hver gang der kommer en bølge.
Båden er jo i dag monteret med diverse elektroniske navigations instrumenter, hvor alt kan aflæses og andre systemer på PC er i reserve, men hvad hvis strømmen går ned eller det der er værre, så er det godt med en opdateret håndskrevet logbog, så det sidste punkt inden for ca. 3 timer står beskrevet.