Vi ankom til Hondarriba i Spanien ca. kl. 20.30, og aftalte med en mand fra havnekontoret, at vi skulle komme op næste morgen og ordne papirer. Herefter skyndte vi os op på de nærliggende restauranter for at få noget spansk mad, men måtte tage til takke med en burger, som intet fejlede men det var ikke hvad vi havde forventet. Da vi kom ned til båden igen, blev vi mødt af en emsig vagtmand, som ville have en kopi af vores papirer, og vi skulle komme op på kontoret kl. 23.00, så det gjorde vi så til alles tilfredshed.
Den 1. august
Det var blevet lidt lavt i madbeholdningen, så vi besluttede at gå ud i byen og handle, og her kunne vi se noget, som vi aldrig har set i Danmark. En rulle trappe udendørs, der i 3 step løfter folk op til et højere niveau, hvor der tilfældigt lå et supermarked. En meget hyggelig by med bjerge i baggrunden med højder op til 1.000 m, som desværre for det meste var dækket af skyer.
Vi havde mødt en hollænder flere gange nedover Atlanterhavskysten, og han lagde til lige over for os. Han havde aftalt, at de på havnen skulle tage hans båd op og vaske og male båden under vandlinjen. Prisen var omkring dkk 10.000 totalt, og malingen var Hempels den stærke.
Den 2. august
Vi sejlede ud i dønningerne, der stadig var på ca. 1,3 m, men det er intet problem at sejle i, anden end båden ruller fra side til sid. Vi gik for motor, da der ingen vind var. Det var dejlig solskin og meget varmt. Det er et meget smukt område at sejle i med bjerge og smukt turkisfarvet vand. Undervejs rengjorde jeg fendere, der var blevet helt sorte i den foregående havn. Ind imellem lød der små plask, det var tunfisk der sprang i vandet – måske for livet og måske fordi der var delfiner lige under dem.
Desværre viser der sig mere og mere plastik i vandet, poser, ketchupflasker m.v., det så vi ikke så meget af i Frankrig. Håber på, at det bare er midlertidigt.
For at komme ind i bugten ved San Sebastian skal man igennem et snævert løb, som først kan ses når man er lige udenfor indløbet.
Vi kaldte havnen i San Sebastian, og efter nogen venten – de har god tid – kom der en båd ud til os. Havnen var fuldt optaget, så vi fik anvist en bøje. Det var rigtig skønt, så vi sprang i det dejlige vand på 25,4 grader. Systemet er sådan, at man på VHF’en kalder en vandtaxi, så kommer de og henter os ved båden, 24 timer i døgnet, og sejler os ind til byen – 5 min. Vi skulle op i sejlklubben og betale, og hvad kan det så koste, at ligge ved en bøje, og den eneste service vi får er en vandtaxi – jo, det koster såmænd 40 EUR pr. nat.
Herefter gik vi rundt i den gamle by, med smalle gader, mange restauranter og butikker – og mennesker. Resten af dagen blev brug til at bade og nyde den dejlige udsigt. Også her er der stor sejlaktivitet for børn – spansk SOAK kan man kalde det.
Dagen sluttede af med, at Allan grillede dejlig mad på vores grill. Dønningerne viste sig for den noget kedelige side da vi havde spist, båden rullede så meget, at skufferne åbnede og lukkede med et smæld, og alt ting kørte ned af køkkenbordet.
Den 3. august
Dønningerne er der jo hele tiden, men i nat gik vinden i vest og dønningerne kom ind fra siden. Det har været en virkelig urolig nat, hvor vi i køjen har rullet fra side til side, men måske er det bare noget vi skal vænne os til kommer til at ske fremover.
Vi startede dagen med at hoppe i det dejlige vand inden morgenmaden.
Vores bøjeplads er omkrandset af Ondarreta Beach, og der er mange mennesker på stranden, indtil det bliver højvande, for så forsvinder en del af stranden under vand.
Efter frokost og utallige badeture, tog vi vandtaxien ind til byen for at se på den gamle bydel, og muligvis gå op til Jesus-statuen, men da vi ikke havde noget vand med og temperaturen var over 30 grader droppede vi det, og gik i stedet på opdagelse i de små hyggelige gamle gader. Så snart vi kom hjem hed det igen badning og vi havde købt nogle dejlige Langostino med hjem som vi kogte og pillede og sad og hyggede os med. Dønningerne er begyndt at rulle igen, men på nuværende tidspunkt virker det ikke så slemt som i går aftes, så vi håber på en forholdsvis rolig nat.
Den 4. august
Efter et morgenbad i det flotte grønne 26 grader varme vand, sejlede vi ud med kurs mod Bilbao. 
Vinden var fra vest, og der var ikke ret meget af den om morgenen, men i løbet af formiddagen tog vinden til og i forbindelse med de gamle dønninger på 1,4 m blev det en mindre behagelig tur, da skibet bankede ned i alle bølgerne. Vi besluttede, da vi manglede omkring 15 sm at vi ville vende om og sejle 2 sm tilbage til en havn vi havde passeret. Det var ikke en havn med flydebroer, men man lægger sig op af betonmolerne, dog beskyttet af nogle gummiprofiler, og tidevandet løfter og sænker båden 2,5 m. Heldigvis lå der en båd vi kunne lægge os udenpå, og gå over når vi skulle op af den lodrette lejder for at komme op på kajen.
Vi gik en tur i byen og satte os på en taverna på havnen, og bestilte et glas. Vi havde kun lige fået glasset, da vi opdagede at en stor ældre motorbåd var i gang med af lægge sig uden på os. Jeg skyndte mig ned for at hjælpe med fortøjringerne, og måske også at kontrollere hvorledes det gik. Der var 5 mænd i båden, som umiddelbart ikke havde den store erfaring i håndtering af tovværk. Vi drak herefter vores glas på tavernaen og gik ned på båden igen. Da vi havde spist aftensmad blev vi inviteret over på motorbåden YAM-SING, som betyder skål, på et glas cognac af mærket Martell Noblige.
“There is a certain elegance and an element of indulgence about Martell Noblige. Here, we find ourselves in the exceptional VSOP. We can appreciate its caramel and creamy aromas, with a lightly caramelised note”.
Det viste sig at ejeren af motorbåden havde været en af ejerne og var en af efterfølgerne til stifteren af Martell virksomheden, og han skulle ud og fange tunfisk som sine forfædre havde gjort før ham. Hans far havde fanget en tun på 140 kg.
Der havde samme dag været afholdt en stor konkurrence om at fange den største og de fleste tun i byen med deltagelse af over 20 både. Fangsterne blev dog meget ringe, med 6 tun og den største på 10 kg.
Om eftermiddagen blev der slået på trommer og spillet guitar, mens et kor sang de lokale sange mens de gik rundt i byen. Den ene kunne vi synge med på da melodien var den samme som “Hvor er min kone, hun er”. Aftenen blev afsluttet med et stort flot fyrværkeri.
Den 5. august
Vinden havde lagt sig om morgenen, så vi sejlede ud med kurs mod Bilbao igen, og vi sejlede forbi flotte klippeformationer. Den ene havde et lille kapel liggende på toppen, så menigheden skulle op af en stejl trappe for at komme i kapellet.
Havnen til Bilbao er en stor industrihavn, og det flotte klare vand forsvandt meget hurtigt og blev erstatter af brunt vand, da en stor flod fra Bilbao løber gennem havnen. Vi sejlede helt ned i bunden af havnen, hvor der ligger 3 lystbådehavne
Som sædvanligt gik vi en tur i byen, som er en forstad til Bilbao som ligger 5 sm oppe af floden, og her så vi denne mærkelige flyvende færge, lige som den der findes i Kieler Kanalen, men noget større.
Det var søndag, og denne del af byen var næsten lukket, og man forstår det jo godt med en temperatur på 30 grader.
Den 6. august
De har i dag lovet op til 36 graders varme, så vi springer udflugten til Bilbao med metro over og flygter i stedet ud på det azur blå vand. Vi havde bjerge på bagbord side og Atlanterhavet på styrbord side så langt øjet rakte. Vi badede flere gange undervejs på op til 60 m dybde og vandtemperaturen var 25,5 grader. Op ad vandet, drak dejligt vand fra watermakeren og spiste en solmoden spansk nektarin imens solen tørrede os. Næste havn blev Laredo, en 7 års gammel havn, hvor vandet inde i havnen ser helt klart ud og hvor alle unge mennesker bader. Det har været næsten ulideligt varmt i dag, men sidst på eftermiddagen trækker der en front over himlen, og de har lovet mere vind i nat og overskyet i morgen.
Den 7. august
Formiddagen er gået med at ordne hjemmesiden, da det har været gråvejr. Vi beslutter at gå ud til molen, på havnen, som er 12 m høj, og som det er muligt at gå på. Da vi igen er kommet ned fra molen, og går på fiskehavnen, går vi forbi en lille restaurant med servering af fisk. Vi overtalte os selv til at prøve at finde ud af hvad de serverer, da alt står på spansk. Det blev til 13 muslinger og 2 portioner blæksprutter, som var virkelig fine.
Der er “enkelte ledige pladser” her i havnen, som det ses på billedet.
Efter frokosten besluttede vi at udforske et lille bjerg ved siden af havnen, hvor der ligger et fort som blev bygget i 1860 til forsvar af Laredo havn. På vejen op kom vi forbi en gammel kirke, Santa María de la Asunción, hvor grundstenen blev lagt i 1248 og ombygget i 1600 tallet. Fra toppen af dette lille bjerg på over 80 m var der en fantastisk udsigt over den 5 km lange sandstrand.
Den 8. august
Dagens sejlads er en af de korte på godt 4 timer, men vi følger stadig den flotte kyststrækning med bjerge i baggrunden til Santander.
Det er en ualmindelig flot indsejling til Santander og vandet er krystalklart indtil vi møder flodvandet, så skifter det farve.
Vi prøvede at se om vi kunne komme ind i den store lystbådehavn lige foran byen, men vi fik at vide at havnen var fuld, så vi måtte sejle længere op af floden indtil vi kom til Marina de Santander, som ligger lige op af Santander internationale lufthavn. Det var ikke flyene som holdt os vågne, men et uvejr havde bestemt sig til at trække hen over os om natten med vindstyrke på op til 22 m/s og store mængder regn.
Den 9. august
Vi havde bestemt os til at se byen, men regnen ville ikke slippe fra morgenstunden, så vi bestemte os til at tage en bus efter frokost, så var der også tid til at få udført nogle af de mange opgaver, der skulle laves på båden. For at komme til busstoppe stedet skulle vi gå til enden af startbanen, hvor vi krydsede den i en tunnel. Men inden vi nåede så langt, måtte vi søge læ for en styrtregn, men vi nåede bussen alligevel. Igen var det en oplevelse at køre i bus gennem de forskellige småbyer, og opleve hvordan spanierne lever. Det vi så af Santander, var ikke imponerende, men noget var trist at se på. Fotoet med den grønne facade er Santander koncerthus og kirken hedder Catedral de Santa Maria de La Asuncion som er udbygget/ombygget fra det 1200 århundrede.
Nu kunne vi godt se, hvorfor vi tidligere var blevet afvist fra lystbådehavnen da det var en ren småbådshavn, hvor bådene lå meget tæt, og hvor vi slet ikke ville have mulighed for at manøvrere.
Den 10. august
Havde aftalt med havnefogeden at han ville være på havnen kl. 6.30 så vi kunne få depositummet tilbage på adgangskortet til broen, men han var der ikke så tidligt, og vi kom først ud af havnen kl. 8.40 til en flot morgen med lidt vind. Vi ville godt have været tidligt af sted, da vi skulle sejle minimum 60 sm, da der ikke er nogle havne undervejs vi kan bruge.
Der var gang i fiskeriet i flodudmundingen foran Santander, og da vi kom forbi en lille jolle kunne vi se i hans fangstnet at han havde fanget en hel masse ål lignede det, men det var selvfølgeligt en ordentlig blæksprutte han kæmpede med.
Sejladsen langs kysten skulle vise sig at være det stykke med de højeste bjerge på op til 2.600 m højde, men de var desværre dækket af skyer på hele toppen, så vi fik ikke det udsyn til dem, som vi havde håbet på.
Vi kom dog op på ca. 80 sm før vi gik i havn sent i den lille havn Lastres, og måtte ligge uden på en fransk båd, da der kun var plads til 2 fremmede både i havnen ved flydebroen. Vi sov ikke godt denne nat, da vi lå og huggede i fortøjningerne og vi havde fået en spansk båd uden på os, men den lille havneby var smuk både ved nattetid og i solskin.
Den 11. august
Det var lidt mere klart til morgen da vi skulle afsted og sejle de godt 20 sm til Gijon, så bjergene stod noget klarerer uden skyer omkring.
Vi ankom til Gijon ved 13.00 tiden, og skulle nu tage stilling til om vi ville betale for 3 dage og få en ekstra overnatning gratis, så det valgte vi, da det nu var blevet tid til storvask, og der var stadig opgaver der skulle laves, som slingrekøjer,opstart af satellittelefon m.m.
Vi har ligget sammen med en dansk båd fra Horsens, som skal ned til Portugal og sætte båden på land for at hente den næste år og sejle båden hjem. Vi mødte også en svensk båd, Glittra, som også skulle med ARC over Atlanten, men ellers er der ikke så mange turister i havnene.
Hver eneste aften blev der holdt koncert som startede kl. 23.00 og de spillede meget højt til langt ud på natten.
Den 14. august
Efter 3 dage i Gijon, hvor vi har travet rundt for at se på byen, føler vi at vi må videre. Vi har besluttet at vi vil følges med den danske båd Eala Ban, en Arcona 400 og en engelsk båd Gingerbread Man, en Hanse 370, til næste havn.
På vejen ud blev der sprøjtet en masse vand ud, måske ikke kun til ære for os.
Undervejs så vi nogle meget store skumsprøjt langt ude, som vi mener måske kunne have været hvaler.
Vi ankom til havnen Cudellero, hvor det var meningen at vi skulle ligge ved bøjer med en forfortøjring og en agterfortøjring til samme bøje. Dette var umuligt med de bøjer der var tilbage, så vi lagde os på piren af en bro. Det var så tiden til at undersøge tærezinken på propellen, hvor vi desværre kunne se, at en af zinkanoderne var tæret halvt væk, så båden skal op på land inden vi skal over Atlanten. Vandet var klart i havnen, og det var nok det eneste positive man kunne sige om denne havn, så vi besluttede, at alle 3 både ville forlade havnen næste morgen ved daggry kl. 07.15, vi er meget langt mod vest.
Den 15. august
Vi sejlede ud til denne flotte morgenstund, hvor vi brugte en af spilerskøderne som preverter og genoaen blev staget, så det gik godt derudaf i op til 10 m/s vind og store bølger, men efter nogle timer mistede vi pludselig fart, og vi talte om, om der mon hang noget under båden. Samme tanke havde de også fået på Arconaen, da de lige pludselig bare sejlede forbi os og vi ikke kunne sejle fra Hanse båden.
Da vi nærmede os land og vinden og bølgerne lagde sig lidt fik vi taget stagen ned og storsejlet løsnet fra spilerskødet, og gik vi op i vinden for at se om vi kunne få det af, der måske hang under båden. Det viste sig at der hang en vævet måtte af tovværk på 3 x 1 m i en tykkelse på min. 3 cm under båden foran kølen. I første omgang lignede det en delfin i et fiskenet, men det var det heldigvis ikke. Underligt at den kan hænge der i 6 timer i store bølger.
Vi fortsatte mod land med sejl, men vinden lagde sig mere, men vi turde ikke starte motoren, hvis der hang mere under båden, så der var ikke andet at gøre end at hænge i badestigen og prøve at se ind under båden, mens vi drev af sted i over 1 kn og fortsat store bølger Der var heldig vis ikke noget at se på ror og propellen, så vi fik startet motoren og sejlede ind til Viveiro, som lå i en flodudmunding.
På havnekontoret sagde de, da vi spurgte ind til hvor man kunne handle ind, at der var lukket i dag og i morgen, da det var spansk nationaldag – Maria Himmelfart – så det blev besluttet at vi ville sejle igen næste morgen, også fordi de havde lovet meget vind og store dønninger og bølger på over 2 m.
Den 16. August
Vi startede ud fra morgenstunden med kurs mod A Coruna, og vi satte sejl forbi Cabo de Bares, Spaniens nordligste punkt.
Vinden svandt mere og mere ind for pludselig at komme fra en helt anden vinkel, så genuaen blev rullet sammen, og motoren startet, og noget senere blev storsejlet også taget, da det havde stået og banket på bagstaget uden at trække.
På dette stræk så vi flere grupper af delfiner, som kom forbi båden og under båden, men det er meget svært at få taget billeder af dem, men på billeder er der i hvert fald 2 stk.
Lidt uden for A Coruña måtte vi i vandet, men her kom den store overraskelse, vandet var kun 17,4 grader og det er sørme koldt, så det blev en hurtig badetur.
Herefter satte vi så ARC standeren og sejlede ind til havnen, hvor Freedom fra Hornbæk var ankommer lidt tidligere på dagen efter en overfart af Biscayen på 58 timer. De skal også med i ARC’en fra Las Palma til St. Lucia.
Den 17. august.
Vi har besluttet at blive nogle dage her i havnen, da vi er kommet over 1 uge forud for vores plan.
I skrivende stund er der 7 både med ARC standeren under sallingen her i havnen, men der ligger også mange både der skal over, og sejler uden for ARC.
Byen er rigtig hyggelig med et uanet antal restauranter i de smalle gader. Serveringen starter først efter kl. 21.00 og er endda til meget rimelige priser.
Den 18. august
Vi tog på en lang gåtur rundt om hele pynten og kom ud til Atlanterhavet, hvor vi blev mødt af dette mægtige fyrtårn på 34 m, Hercules, som romerne i det 2. århundrede byggede og efterfølgende er tårnet renoveret i 1791, og er det ældste romerske fyrtårn der bliver benyttet i dag.
Den 19. august
Der er efterhånden kommet mange danske både i havnen her i A Coruna. Vi får desværre hver dag adskillige kraftige gyngeture med ryk i linerne, hver gang lodsen går ind og ud af havnen.
Den 20. august
I dag stod vi tidligt op, da vi skulle være på turistkontoret kl. 10.00 for at få bus- og togplan til Santiago de Compostela.
Jakobsvejen, også kendt under det Galiciske navn o Camiño de Santiago, er en pilgrimsrute, der fører til katedralen i den galiciske by Santiago de Compostela, hvor en af de 12 apostle, sankt Jakob, i følge legenden ligger begravet. Han blev henrettet i år 44 efter kristi fødsel.
Der var lang kø ind til messen kl. 12.00, vi ventede dog kun en halv time, og kom ind lidt efter messen var begyndt.
På billedet svinger 8 rødklædte tiraboleiros røgelseskarret, som er verdens største røgelseskar på 80 kg og 1,6 m højt, højt op under kuplen i kirken med en fart af 80 km/timen. Røgelsesceremonien går tilbage til 1100 tallet.
På billederne er der en statue af apostelen Jakob, og det siges at man kan få et ønske opfyldt, hvis man omfavner statuen. Der er en trappe bag alteret der fører op til statuen, hvor man kan omfavne ham fra ryggen.
Der valfarter hele tiden pilgrimme til katedralen, mange med fødder der var pakket ind i plaster. Det var en meget interessant dag, men også en utrolig varm dag – 37 grader.
Den 22. august
Efter det lange ophold i A Curona skulle vi videre, så vi var forholdsvis tidligt oppe, solen står først op lidt i 8.00 og det lysner ikke før noget efter 7.00, så det begrænser hvor tidligt vi kunne sejle. Det er også blevet koldere ude på vandet om morgenen, men solen skinner dog, men der var ikke meget vind i starten af dagen så vi gik for motor det første stykke.
Vi passerer det romerske fyr Hercules på vandsiden, og fortsætter i meget skiftende vind mod Puerto de Camariñas. Undervejs så vi flere delfiner springe op ad vandet, smukt syn, men de kom ikke og svømmede ved siden af båden denne gang. Desværre blev det ubeskriveligt tåget, så vi ikke kunne se klipperne ved Coste da Morte, dødens kyst, hvor mange skibe i tidens løb er strandet.
Da vi sejler ind i fjorden til Puerto de Camariñas er det tåget og det blæser op til 14 m/s, men tågen og vinden forsvinder da vi når ind til havnen. Det var meningen at vi skulle have ligget for anker i bugten, men det opgav vi på grund af vejret.
Klokken 23.00 blev der banket på båden, og udenfor stod 2 betjente der ville se bådpapirer og pas, selvom vi havde afleveret de samme oplysninger til havnefogeden, da vi kom ind i havnen
Den 23. august
Da vi sejler ud af havnen her til morgen, kunne vi godt se at vi nok skulle have givet stedet en chance mere, da der var flot i solskin, og alting så betydeligt bedre ud end i går.
Vi passerer undervejs Cabo Toriñana, Europas fastlands vestligste punkt og kan i det fjerne se Finisterre i baggrunden. Cape Finisterre er en klippebundet halvø på vestkysten af Galicien. I romertiden blev det antaget at være slutningen på den kendte verden. Navnet Finisterre stammer ligesom Finistère i Frankrig fra det latinske finis terrae, der betyder “jordens ende”
Vi sejlede ind til havnen Muros, hvor vi fik en plads lige over for fiskerbådene.
Den 24. august
Fiskerbådene lige bag os sejlede tidligt ud om morgenen, og de var specielt udformet til at høste Goose barnacles på Costa da Morte.
Efter sigende skulle det smage godt, men det skal sluges!! Vi har været på nettet og så, at Gordon Ramsay tilberedte dem, men alligevel er det ikke noget, som frister os.
Vi stod op med solen – kl. 7.49 – efter at have ligget og hørt på fiskekutterne sejlede ud ad havnen. Det blæser og er lidt køligt, men en flot morgen, hvor der et sted er en hane der galer og kirkeklokkerne har lige “bimlet” fra en lille gammel kirke, der ligger lidt hævet over havnen. Vi ligger blandt nogle bjerge – så flottere kan det ikke blive. Solen er begyndt at titte frem bag skyerne og skinne på alle de små huse der ligger på bjergene. Jeg sidder med min morgenkaffe og Allan er gået efter dejligt varmt friskbagt morgenbrød. Senere på dagen gik vi på marked, men det eneste vi købte med hjem var grøntsager. Gummibåden er nu pumpet op og motoren er tjekket – den startede i andet forsøg, og har ikke været startet i to år, så det var da meget godt.
Det var en elegant svømmer på ca. 1 m vi pludselig så i havnen, og vi mener at det var en blåhaj, som er udbredt over hele Europa, inklusiv i Danmark.
Den 26. august
Det er så tid til igen at komme videre, og vi har bestemt os til at sejle til Vigo, da plotteren ved rattet er ustabil og det er næsten er umuligt at bruge touch screen, men man kan justerer med håndhjulet, hvis ikke skærmen pludselig starter med at skifte billeder eller fryser fast, så den eneste måde er at lukke helt ned og starte op igen. Vi vil prøve i Vigo at få en Raymarine mand til at se på plotteren hvis det er muligt.
Vi startede med at kunne have begge sejl oppe, men efterhånden blev den mere og mere plat, og da vi havde gummibåden liggende på forskibet, kunne vi ikke stage forsejlet, men måtte til sidst rulle forsejlet ind og kun gå for storsejl, hvilket også gik meget godt, da vi kunne holde en hastighed på ca, 6 kn. Vi blev nødt til at bomme et par gange for ikke at komme ind i nogle natur parks områder.
På vej sydover så vi pludselig en flok delfiner i vandet omkring skibet, og de havde virkeligt fart på, det havde fotografen også, men det er ikke helt lykkedes at fange dem.
Der ligger 4 øgrupper lige før og uden for Vigo, hvor man skal søge om at få lov til at ankre og gå i land. Vi havde ikke søgt, så vi fortsatte uden for et område, hvor man heller ikke måtte sejle i, hvis man ikke havde tilladelsen. Med den vind vi havde, var det heller ikke muligt at ankre op ved øerne.
Ved indsejlingen til fjorden til Vigo regnede vi med at vinden ville løje, men den tog nærmest til, så vi måtte igen rulle genuaen ind.
Den 27. august
Jeg havde skrevet til den lokale Raymarine reparatør aftenen før, og prøvede at ringe til ham om morgenen efter 10, men det var ikke muligt at komme i kontakt med ham, så jeg fik havnefogeden til at ringe til ham og det hjalp, og Raymarine manden lovede at jeg ville få besked lige straks.
Her i Spanien er lige straks om nogle timer, så vi gik op i byen for at se på den.
Det viser sig at byen ligger på 2. sal, da vi gik ind i et center på havnen og tog rulletrappen op til 2. sal, og her kunne vi gå ud på en bro over til den gamle by som er fuld af stejle skrå gader. Byen er meget hyggelig og vi gik rundt i byen, og pludselig så vi en rulletrappe i det fri og denne trappe skulle prøves hvor den gik hen.
Det viste sig at man kunne gå højere op i byen, og her blev byen afløst af et område af stejle trapper som førte op til en gammel fæstning fra år 9 før CF. Shu-bi-dua synger “nu har jeg nået toppen mor, og her er skide koldt” men det passer ikke altid, for der var bagende varmt på turen op til toppen. Højden skulle være ca. 150 m, men vi synes at vi var noget højere oppe.
Og sikke en udsigt, det var helt fantastisk.
I det fjerne ses indsejlingen til Vigo, med de øer som vi ikke måtte ankre op ved uden tilladelse.
Heroppe lå den fineste have, hvor springvandet sprang og græsplænerne blev vandet automatisk.
Gad vide om træet har stået der fra borgen blev bygget, det var fantastisk stort.
Der var heldigvis en taverna lige uden for borgen, og det var nok den bedste og mest fortjente sangria vi fik.
Da vi kom hjem til båden, havde spanieren svaret os på mail, at han ville have fakturaen for købet af plotteren, for at prøve at få lavet plotteren som garantisag, selvom han havde fået en proformafaktura med første mail. Hvem har fakturer på alt hvad man har købt til båden liggende i båden, for det har vi ikke. Raymarine reklamerer med 2 års world wide garanti.
Vi har sejlet med gummibåden liggende på forskibet fra sidste havn, hvor den blev pustet op og afprøvet og den virkede. Nu viste det sig at man kunne få hele hånden ind mellem bund og ponton, så svejsningen eller limningen var sprunget op, og vand ville kunne komme ind.
Vi gik så igen op i byen om aftenen, da vi havde set at det var muligt at få paella på gade-restauranterne. Paellaen var god, men vi havde nok glædet os for meget, for der var ikke nok skaldyr og alt for meget ris.
Den 28. august
Det har været tordenvejr i nat med meget regn, men hvor var båden dog blevet beskidt af rødt støv som efter sigende skulle være kommet fra Sahara, så den skulle skylles her til morgen.
Raymarinemanden har igen skrevet ved middagstid, og nu skriver han at plotteren skal demonteres og sendes til Raymarine i UK og vi kan forvente en leveringstid på 4-5 uger før den er færdig. Det fik mig til at skrive til Ferropilot i Berlin hvor vi havde købt plotteren på bådudstillingen i Düsseldorf i 2017 sammen med en anden plotter til kortbordet og en radar. Han vendte desværre tilbage med et svar, at der ikke var nogen repareret plotter på lager, som vi kunne få i stedet for vores egen, og det svar kan vi ikke bruge til noget, da vi jo skal have plotteren under vores rejse, så vi må leve med de unoder den laver, indtil vi kommer hjem, hvis ikke Raymarine finder en løsning.
For at afslutte dagen godt, gik vi ind i byen og fandt et firma der reparerer gummibåde, og købte 2 tuber lim, for at reparerer gummibåden, men da jeg undersøgte båden igen, opdagede jeg at den også var på vej til at slippe i limningen, hvor den 2 år forinden var blevet repareret i DK. Så nu kommer gummibåden ikke med længere, og vi må så prøve at få en sendt fra DK til et sted i Portugal, hvor vi kan modtage den. Møgdag!
Dagens sluttede af med at vi spiste See food Rice (Paella) på Concedero la Piedra i Vigo – rigtigt godt med blåmuslinger, blæksprutter, Gambas, rejer og tre slags mindre muslinger, det kan virkelig anbefales – så dagen endte nu godt alligevel- trods alt det tidligere bøvl!
Den 30. august
Efter 4 dage i Vigo, og efter at have set ind i en 3 m høj mole 2 gange i døgnet når det var lavvande, har vi besluttet at sejle ud til Poerto de Baiona, som ligger beskyttet af klipper i udsejlingen af fjorden ind til Vigo og som er sidste havn før Portugal, en sejlads på 10 sm.
En fin tur, men desværre kun en halv time for sejl, før vinden forsvandt helt, men en flot indsejling til Baiona.
Da vi ankom til havnen fik vi en plads ved den næst yderste mole, men beskyttet af en mole, så bølgerne fra vandscootere og andre både der sætter bølger ikke generer. Det næste var et spring i vandet fra båden, men nu er det igen vand fra Atlanten, så temperaturen var kun 17,4 grader, men dejligt klart og rent vand.
Dette er udsigten fra cockpittet, så det kan nok ikke være bedre.
I 1493 anløb Pinta, et af Columbus 3 skibe, Baiona som det første sted efter deres tilbagekomst fra den Nye Verden, så det var i Baiona de først hørte om opdagelsen af Amerika.
En kopi af skibet ligger i havnen som kan besøges og man kan opleve hvorledes forholdene var ombord.
Baiona er grundlagt før kristi fødsel og i det 12. århundrede begyndte opbygningen af Monterreal borgen, som blev færdiggjort i det 16. århundrede. En flot borg udefra.
På den anden side af borgen er der udsigt til Altanten.
Solen går ned i Atlanten bag byen.
Den 31. august
Det har været meget varmt i dag, så en stor del af dagen er gået med badning fra båden.
Om aftenen var vi i byen sammen med Freedom og fik en meget lækker middag med store rejer i hvidløgsolie til forret og store lækre bøffer til hovedret. Dog skulle vi være meget opmærksomme på at holde på bestik og vinglas, ellers blev det fjernet af tjeneren, da restauranten var fuld og kunder ventede. Det var en rigtigt god og hyggelig middag.
Den 1. september
Igen i dag er det meget varmt, og ved middagstid kom La Vie, en dansk båd med 2 børn som Freedom har fulgtes med, til havnen.
3 danske både på linie, Miraculix kan ikke ses, da billedet er taget fra den.
Om aftenen var der fælles grill ombord på freedom.
Det er hvad vi kigger på om aftenen.
Den 2. september
Vi har besluttet at vi vil sejle mod Portugal i dag, så vi starter ud før det bliver helt lyst.
På vej ud af bugten møder vi flere hvaler, men vi er ikke helt sikre på hvilken slags det er, men vi tror at det er finhvaler.
Som det ses på billederne, så er solen ikke stået op da vi tager af sted, men den stiger hurtigt op fra bjergene. For en gangs skyld blæser Portugiseren ikke nord syd, men kommer i stedet for fra syd, og helt op til 12 m/s så der bliver banket bølger på en del af turen, og det var ikke det, der stod på Windy.com.
Lige før vi når grænsen til Portugal får vi følgenskab med Freedom, som dog vil fortsætte til Porto.
Så skiftes der flag, og det spanske flag bliver udskiftet med det portugisiske, og som det ses på billedet, så er det blevet køligere.