Den 4. november 2018
Vi ankom kl. 17.30 til Las Palmas, men forinden måtte vi sno os mellem mange opankrede boreskibe og andre lastbåde for at komme ind til havnen. Efter flere forgæves opkald på VHF og på mobiltelefonen, besluttede vi os til at sejle ind i lystbådehavnen, og her blev vi mødt af en havneassistent i en gummibåd som sagde, at vi skulle sejle til receptionskajen og fortøjre der. Herefter fik vi udfyldt de forskellige blanketter og modtog pakken fra X-Yachts med de nye relæer til belysningen i båden.
Vi sejlede så hen til plads T41, hvor vi for en af de første gange bakkede ind på pladsen. Vi gik så i gang med at ordne båden, men ved siden at os lå en engelsk båd, hvor flere både med forskellige nationaliteter fra broen samlede sig. Vi blev også indbudt, og efter en hurtig pakning af sejlet gik vi også over til denne båd, og nød et glas af vores medbragte vin. Vi snakkede bl.a. om vejret, og her på nordsiden havde det været regnvejr de sidste 7 dage og ikke særligt varmt, ca. 21 grader, men hvor vi så kunne fortælle, at vi havde været på sydsiden af øen, og vi havde haft sol og varme.
Den 5. november 2018
Når man nu kigger ud over havnen er den fuld af ARC bannere, både de helt blå, men også ARC bannere med rød top og ARC bannere med rød bund. Der er i år 3 starter, 1. start den 11. november til St. Lucia, hvor Cap Verde besøges under vejs, næste start den 15. november med mål i St. Vincent og også over Cap Verde og sidste start, hvor vi deltager, er den 25. november direkte til St. Lucia.
Vi gik op til ARC kontoret for at indskrive os, men det var ikke muligt før mandag, men vi fik så en tid kl. 09.00 om mandagen til at blive indskrevet, og herefter blev vi spurgt, om vi var klar til at blive sikkerhedsgennemgået, hvilket vi jo mener vi er, så vi fik så en tid samme mandag kl. 09.15 umiddelbart efter indskrivningen.
Herefter deltog vi i den daglige gang til bådudstyrsforretningen for at købe store som små dimser, for at gøre båden klar til overfarten af Atlanten.
Den 6. til 10. november 2018
Vi har nu fået en aftale med MailASail på tirsdag morgen den 13. november, så vil de komme og gennemgå vores installation af satellittelefon og oplære os i brugen af GO iridium, og hvorledes vi sender mails fra PC til GO.
Når vi sejler i bølger, kan Raymarine selvstyreren falde ud et par gange i døgnet, hvilket er enormt irriterende og det kan også lave ballade, hvis vi sejler med spiler. Den lokale Raymarine mand har været og kontrollere instrumentet, men det fejlede ikke noget, men det kunne være kullene på motoren som var slidte. Han ville undersøge om det var muligt at få nye kul, og så ville han undersøge, hvem der kunne skifte dem. Personen skal ikke være ret stor, da han skal ned i de bagerste magasiner, som ikke har ret stor åbning.
Yderligere har vi aftalt med den lokale bådudstyrsforretning, at de kommer og ser på vores vindmåler, da den under den sidste sejlads hertil faldt ud flere gange, når vi bankede ned i søerne, hvilket den også havde gjort i starten på vores rejse, men da gik problemet i sig selv igen. De ville få tid efter at ARC+ var startet søndag middag, så jeg tror at der skal sættes ny ledning ned gennem masten og ny vindfane på.
Ovenfor er der et par billeder fra havnen, hvor man kan se de forskellige både der bliver sejlet i, samt et billede taget ud over stranden mod havnen.
Miraculix bliver klemt mellem et par store både.
Generelt kan man sige, at vejret er meget forskelligt fra det vejr vi kom fra på den sydlige del af øen, for her i Las Palmas kan det føles koldt, når vinden kommer fra nord, og der er konstant skyer på himlen.
Hele dagen i dag har der været en trafik på broerne af forretninger der leverer frugt, grønsager, æg, vin, øl, vand, konserves og frosset kød i portioner, som er vakuum pakket. Alt skal afvaskes inden det bliver båret ombord for at forhindre, at der kommer æg fra kakkelakker ned i bådene.
Lørdag aften før 1. start søndag fra Las Palmas mod Cap Verde kunne vi opleve dette flotte fyrværkeri.
Den 11. november 2018
Her til morgen er der en lidt underlig stemning i havnen, men det er jo nok klart, da det er i dag 1. start går til ARC 2018+
Der bliver truttet i hornene ved afgang af bådene, og da båden fra Skotland sejlede ud stod en skotte og spillede på sækkepibe. Vores nabo i en Seastream 43, Cerulean of Penryn, har også sluppet fortøjningerne og sejler ud mod startlinien.
Vi begiver os ud af kystvejen for at gå ud og se starten på de ca. 70 både, og samtidigt kan vi se på noget af deres byggeri her i byen, og der er meget som ikke er særligt pænt. Ovenfor er starten så gået for multi hulls, og i kapsejlads sammenligning er der meget plads på startlinjen, og mange både tager det op til 10 minutter før startlinjen krydses.
Her er så starten gået til enkeltskrogs bådene, og der var da nogle som var fremme, men der var også både der først kom frem til linjen 10 minutter efter starten gik, men hvad pokker der er jo også 5 – 7 dage til at hente de andre.
Her ligger så en X6 5 langt tilbage, og som svenskerne bag mig sagde så løber de jo frem og tilbage på båden. Det var ikke særligt godt, når der er en professionel kaptajn om bord. Jeg havde ellers glædet mig til at se dette skib sejle gennem hele feltet med en genakker på over 200 m2.
Så er vi klar, troede vi, se senere
Den 12. november 2018
I dag starter så nedtællingen til starten rigtigt, for vi har tid klokken 09.00 i ARC kontoret for at få udleveret materialer og de forudbestilte bluser. Herefter skal vi sikkerheds tjekkes for at få konstateret at alt er i orden før overfarten, men…
det blev en øjenåbner, for der var mange ting, som ikke var godt nok. Nogle ting var helt i orden da vi ikke havde gjort vores hjemmearbejde godt nok, men der var også ting som umiddelbart ikke gav mening, som f.eks. hesteskoen i fast udførelse, da vi har en oppustelig hestesko. Summa sumarum var vi lettet for 450 EUR denne eftermiddag hos bådudstyrsforretningen – og vi blev kørt med shuttle bus ud til vores bro. Dagen sluttede med sundowner i ARC-regi og efterfølgende middag med Freedom-besætningen.
Den 13. – 24. oktober 2018
Det har været et travl tid her i Las Palmas, meget skal gøres og meget skal indkøbes. Tjeklisten bliver mindre og mindre. Vi har været til en del seminarer og det har været fantastisk godt og veltilrettelagt – stor ros til ARC. Vi var også til vinsmagning, hvor bussen sad fast mellem et træ og et meget kraftigt buskads.
Vi fik foretaget safety-tjek. Claus kom ned søndag, og vi var så tre ombord – hyggeligt. Midt i det hele skulle masten tages af, da en af skiverne til et af spilerskøderne var knækket, og der skulle trække ny ledning op til vores Lopolight (toplanterne), da snoren til at trække ledningen knækkede.
Så samtidig med det, kom alle vores varer – 9 kasser fyldt godt op og leveret her på pontoonen. Samtidig kom Kim og Simon, så nu var besætningen samlet, og vi skulle nu finde ud af at være fem ombord. Pladsen er trang, men som man siger: Hvor der er hjerterum er der husrum. Simon har været flere gange i masten, vi har været ude at handle i flere omgange, og bestilt kød, specieludskåret, frosset og vakuumpakket.
Så fryseren og køleskab og alle steder, hvor der overhovedet kan stuves noget sammen er der også fyldt godt op. Vi har været til Karneval i Rio og Farewell arrangement m.v., og så sundowner i ARC-regi hver aften – jo der er nok at se til, hvilket også kan ses på nedenstående fotos. Fredag den 24. oktober var der det flotteste fyrværkeri kl. 22.00, det var næsten TIVOLI go home, så fantastisk flot, men nok også fordi, man havde så mange følelser, da vi alle fem stod og så det, og tænkte på, at nu var det nu – i morgen sker det.
Allan og jeg talte om det for første gang for ca. 20 år siden, skulle have været afsted for ca. 18 år siden og for 2-3 år siden begyndte vi at planlægge turen – ja, og NU er det. Tænk i morgen kl. 13.00 (kl. 14.00 dansk tid) går starten. I kan følge os på ARC 2018. Vi sejler i gruppe F og hvis satellitterne er med os, får I opdatering hver dag. Systemet opdaterer hver 4. time. Hent appen YP Races – ARC linker til denne app.