Over Atlanterhavet

Den 23. og 24. november

Bon over vores indkøb.

Claus og jeg tog til en Hyper Dino og handlede ind – fem indkøbsvogne, og så havde vi ikke købt frugt og kød, da det skulle indkøbes i sidste øjeblik. Varene blev leveret og så var det bare igang med at stuve det hele væk. Det så totalt uoverskueligt ud, men det lykkedes. Vi bestilte kød udskåret som vi ønskede, vacuumpakket og frosset lige til at lægge i fryseren. Frugt og grøntsager købte Simon, Kim og jeg dagen før. Vi måtte købe flere grøntsagsnet til at hænge op under targabøjlen, og så var vi klar.

Den 25. november

Så er det i dag at vi starter på turen over Atlanterhavet.

Besætning

Allan og Edel, ejere af Miraculix, Simon, vores ældste søn, Kim, Allans lillebror, Claus, en sejlerven.

Afgang Las Palmas den 25. november 2018 kl. 13.00 lokal tid. Log 3365,5

Afgang fra Las Palmas var fantastisk, høj musik, mange mennesker der vinkede med flag, orkester på havnefronten, trutteri i horn, nogle besætninger var klædt ud, mange dansede på dækket og hujede på vej ud af havnen. Meget rørende oplevelse, tænk nu var det nu, vi skulle krydse Atlanten! Starten på vores eventyr. 

Her er starten gået,

og vi ligger med helt fremme her i starten af løbet.

Inden 1. dagen var omme hørte vi at der var en person på en båd uden for ARC der var faldet overbord, og dagen efter hørte vi så, at de havde opgivet eftersøgningen af personen. Det gav lidt eftertanke om at bruge vores sikkerhedsudstyr.

Den første dag så vi nærmest et delfin show, ti delfiner sprang højt ud af vandet, utroligt flot syn. Det var desværre hvad vi så af delfiner på hele turen. Vi så ingen hvaler.

At stå op to gange på en nat, det er hård kost. Vagtplanen hed fire timers vagt, seks timer fri, rullende mellem os fem. Når månen ikke var oppe, og det var overskyet, så var det en kulsort nat, hvor man ikke engang kunne se stævnen på båden. Der er meget grænseoverskridende at logge syv knob og intet kunne se, og kun regne med radaren som fanger alt inden for 3 sm. Der var ofte mere vind om natten, og en nat var der op til 18 m/s, det var ikke sjovt, så Allan og jeg vækkede Simon, så han kunne hjælpe med at få storen ned. Jeg holdt vejret mens han var på dæk, selvom vi altid havde livliner på.

Nattevagterne var heldigvis ofte utroligt smukke, med fantastisk mange stjerner, planeter og stjernetåger. At læne hovedet tilbage, se op på den oplyste Windex, der svajede frem og tilbage i de høje bølger, og så blive opslugt af stjernehimlen. Hyggeligt at sidde og se op på grøntsagsnettene med frugter i, der blev oplyst fra plotteren, og så se på det hyggelige røde lys fra kompasset. Hver nat så vi mange stjerneskud, og så kan man jo som bekendt ønske noget, og det gjorde vi alle. Uden at vide det tror jeg at vi havde det samme ønske. Der var også meget morild, jeg kalder det for havets stjerner, et fantastisk fænomen, meget smukt at se på.

Dagens høst

Vi fik også besøg af flyvefisk og sprutter, alle undtagen Allan og jeg blev ramt af mindst en . Man kunne ikke se dem, kun lugte dem og selvfølgelig mærke dem, hvis man blev ramt. En aften landede der noget nede i skødet på mig, og jeg blev bare så forskrækket. Det var en fuglevinge. Resten af fuglen så vi ikke noget til, men den er formentlig fløjet ind i Hr. Møller, vores vindgenerator, og blevet “parteret”. Det var fantastisk flot at se morgenen gry, solen der står op – og det går utroligt hurtigt – smukt at sidde med morgenkaffen og se solopgang og en ny dag starter lige så smukt og stille, mens de andre 3 ligger og sover. Solnedgangene var også meget smukke.

Undervejs var det meget vigtigt at fejre forskellige begivenheder, såsom 20 grader nord og 25 grader vest, der hvor smørret smelter. Vi måtte dog undvære denne fejring, da vi ikke kunne lade batterierne op så de kunne holde spændingen, men umiddelbart tabt batterierne spændingen helt . Vi besluttede efter samråd med X-Yachts og ARC at vi ville sejle til Cap Verde for at få efterset det elektriske og eventuelt få det repareret.

Efter 1,5 døgn i Cap Verde sejlede vi ud igen, da vi havde fået efterset batterier, skillerelæ og generator, og teknikerens konklusion var, at der var en løs forbindelse på generatoren, så vi var overbeviste om, at det nok var fejlen. Dette skulle senere vise sig at være ganske forkert, da samme problem viste sig efter 3 døgn på søen.

Efterhånden faldt alt i en rytme, og her er der en dag på kontoret.

Julen nærmer sig og der skrabes julekalender fra Kim og udpakkes lakridspiber fra svigerdatteren.

Vi havde forinden turen, og på Cap Verde, gjort nogle retter klar til turen, som var blevet frosset ned i vores nyindkøbte 65 l fryser. Vi fik varm mad hver eneste aften, selvom det bestemt ikke var let at kokkerere i høj sø, men det gik. Vi fik: frikadeller, pasta og kødsovs, skipperlabskovs, bøffer, pasta carbonara, ris med oksekød i tern, pita-brød med tun, brændende kærlighed, kylling i alle mulige afskygninger (det varer nok et stykke tid, før vi alle fem skal have kylling igen). Maden blev spist af plastskåle med en ske, og når det gik højt med en gaffel. Vi havde fået Joan (Kims kone) til at fabrikere et langt tykt plastforklæde, så vi var beskyttet selvom gryderne var spændt fast på komfuret, hvis der skulle være noget varmt, der røg på dørken, hvilket heldigvis ikke skete.

Men det var ikke uden problemer at lave mad undervejs

Halvvejs over Atlanten blev markeret med et glas champagne ved frokosttid og bøffer, kartofler og bearnaisesovs og en god rødvin til aften, Don Simon -pu-ha. Trekvart over Atlanten udløste en øl og nogle chips. Landkending blev markeret med et glas champagne. Den 13. december gik skippers kone Luciabrud. Utroligt som besætningen var opmærksomme på, hvornår vi nåede til disse punkter. Højt humør om bord.

En lille mellemmadserveres

Det viste sig, at den reparation vi havde fået lavet på Cap Verde ikke var noget værd, da vi efter tre dage havde samme problem igen. Der blev derfor tanket diesel undervejs, da motoren kørte i tomgang hver nat for at få strøm til instrumenterne og selvstyreren.

Simon og Kim var vores trofaste lystfiskere, de brugte en del tid med drøftelse af knuder m.v. Det lykkedes dem også at fange en guldmakrel på ca. 60 cm – meget flot, den blev smidt ud igen, da ingen rigtig havde lyst til fisk og maden i fryseren skulle spises, så fryseren kunne slukkes. Herudover fangede de en mindre fisk, som vi ikke ved hvad var. De havde bid fire gange yderligere, hvor det de to første gange var på grund af danske fiskeknuder, der ikke holdt, og to gange hvor fiskene bed linen over. Resultat: minus fire af vores lyserøde blæksprutter.

Der gøres klart til den store havundersøgelse, hvis der skulle vise sig flere delfiner

Stemningen ombord fejlede ikke noget, selvom vi havde disse strømproblemer.

Bad, ja det kan vi ikke prale af, der var meget af. På grund af de store bølger,

var der desværre ikke mulighed for en dukkert, så det foregik i cockpittet med vand trukket op med en pøs, hvilket Kim blev ret god til. Han blev nu aldrig helt dus med en spand, hed en pøs.  Herudover blev vi dagligt vasket med vådservietter.

Vi brugte de store 8 liters vanddunke til vores affald, der blev klippet i strimler for at komme ned i dunken. Da vi havde en ryger ombord, blev alle filtre puttet i en sodavandsflaske. Det eneste der blev kastet i havet var glas og konservesdåser. Vi endte op med ca. 15 stk. 8 liters vanddunke og herudover smed vi tre dunke ud på Cap Verde. Vi syntes selv, at vi havde god samvittighed med vores måde at håndtere affaldet på.

Nu var det tid til et nyt Dannebrog og en ny KDY-klubstander blev også sat, da vi kunne se Saint Lucia tone frem.

Her sættes Saint Lucias gæsteflag, og vi er næsten fremme.

Alt i alt en god tur, men med meget vind, store bølger, urolig sejlads og en hel del blå mærker. Men når det er sagt, så var det en fantastisk oplevelse, som vi aldrig vil glemme. Vores drøm blev opfyldt, dog med nogle bump på vejen, som strømproblemer m.v. Men – WE DID IT!!!